Min gamle elbil

Min gamle elbil

Om elbil bloggen

Her skriver jeg elbilens "dagbog", og mine tanker omkring brug, vedligeholdelse, opladning osv.

Vi skiftede til en Kia

DagbogPosted by Henrik Scheel 2016-08-29 23:23:51
Vores nye elbil er en Kia Soul EV, som jeg ind imellem skriver om her: http://soul.spjeldager.dk/

  • Comments(1)//elbil.spjeldager.dk/#post69

Farvelbil

DagbogPosted by Henrik Scheel 2015-09-04 00:47:50
Så blev bilen solgt, og får sin fremtid i det Jyske.Fremover vil jeg skrive om vores nye elbil: Nissan e-NV200 Evalia på http://evalia.spjeldager.dk/
EDIT: Evalia'en var kun en kort overgang: Vi kører nu Kia Soul EV.



  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post67

Annoncelinks

DagbogPosted by Henrik Scheel 2015-08-28 00:54:36
Bilen er sat til salg på bilbasen:
http://www.bilbasen.dk/brugt/bil/peugeot/106/11-kw-electric/2584525

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post66

Ny pris: 25000

DagbogPosted by Henrik Scheel 2015-08-16 21:37:57
67261 km.
Nu skal bilen væk, vi "opgraderer" til en Nissan e NV-200 elbil.


  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post65

Til salg: 34.985 kr

DagbogPosted by Henrik Scheel 2014-10-31 17:14:44
64.935 km
Bilen er sat til salg. Jeg har erkendt at efter jeg er startet som selvstændig får jeg ikke tid til at ombygge den til Lithium, når NiCd batterierne engang bliver slidt op.

Bilen er i god stand af en 15 år gammel bil at være, og den pendler dagligt til job.

Ekstraudstyr / udskiftninger:
- "Relight2010" (til udlæsning af fejlkoder og speciel ladning før vandservice)
- Sæt til vandservice
- Batteriovervågning ("Robometer": Advarer ved overbelastning af svage celler)
- Webasto kabinevarmeren tændes fra telefonen, så bilen er optøet før man kører
- Bluetooth autoradio
- Vinterdæk på stålfælge
- Gamle sommerdæk på alu-fælge
- Vandpumpe udskiftet med en børsteløs vedligeholdelsesfri

Hvis du er interesseret: http://www.guloggratis.dk/biler/personbiler/el-bil/anden-model/annonce/25213623-elbil-peugeot-106




  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post64

Verdens største elbilparade d. 21/9-2014

DagbogPosted by Henrik Scheel 2014-09-10 19:21:19
Jeg deltager sammen med en ven (i hans bil) i et Guiness rekord forsøg: Verdens største elbil parade over en bro. Det foregår kl. 16 søndag d. 21/9, fra Malmø mod København, over Øresundsbroen.

Yderligere info og tilmelding: Elbil verdensrekordforsøg

Vi deltager også i Oresund Electric Car Rally, håber på en bedre placering end sidste år :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post62

Siden sidst

DagbogPosted by Henrik Scheel 2014-06-18 23:01:01
63.007 km.
Jeg har ikke fået opdateret bloggen længe, så der er en del at berette!

Robometeret gav mere og mere mærkelige målinger, så jeg frakoblede det helt. Det var dog tydeligt at der var en svag celle, så bilen blev skånet mest muligt, og har ikke kørt ret meget. Forsøgte også at rense sulfateringen hvor batterikøleslangerne sidder på rørene under bilen.

I december skiftede jeg bremseskiver og synede bilen. Skiverne ruster altid, fordi motorbremsen (regen) klarer det hele. Tesla kalder det "one pedal driving" :-)

Bilen fik vandservice, og det gamle problem med den fladtrykte slange i 11'er kassener tilbage, så jeg fik bestilt en alternativ løsning hjem fra Norge: en slange der kan monteres på en måde så den ikke trykkes flad mod kassen.

Jeg kørte forhjulene på ramper, og skiftede den midterste robometer sikringsmodstand, skruen ind i ledningen under bilen var rustet væk, og knækkede, så jeg skiftede til en ny. Skiftede også modstand, og strammede skruen på plus-føleren. Så viste robometeret stabilt at der var en celle i 11'er-kassen der er død. Kontrolmåling af kasserne viste det samme.

Jeg fik langt om længe monteret robometeret med et par skruer, så det kan aflæses med begge hænder på rattet.

Peter "PC" havde igen "recyclede" NiCd batterier på lager, så jeg aftalte en dag hvor jeg kunne komme og skifte det defekte batteri. Det gik planmæssigt, efter at have fundet det defekte kunne et udskiftningsbatteri sættes til at lade 3 timer med 10 Ampere, og var så klar til montering (idet rest-kapaciteten var ca. 31 % da jeg nåede frem).

Den klemte slange blev også udskiftet, 11'er kassen monteret, og bilen sat til PC's lynlader, imens jeg pakkede alt mit værktøj ind i bilen igen.

Robometeret kom kun med enkelte små-pip, både under ladning, og på turen hjem. Har siden kørt bilen til arbejde og hjem, robometeret pipper kun når speederen kommer for langt ned, så batterierne overbelastes. Operationen lykkedes, bilen er bedre end nogensinde. Den lækker heller ikke kølervæske mere :-)

Jeg planlægger en samlet kørelængde på 80 km i morgen, så må vi se hvordan den klarer det.



  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post60

Til Salg!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2013-06-05 23:26:21

59.917 km.

Så er bilen sat til salg for 47.995 i Den Blå Avis: http://www.dba.dk/elbil/id-91993771/

Det holder ikke at vi har tre biler, når vi kun er to der har kørekort i familien, og med vores ændrede kørselsbehov bliver det desværre elbilen der skal sælges.

Har kigget lidt på en Toyota Rav 4 EV med 100 miles rækkevidde, de sælges for 40.000 $ i Californien. Sådan en brugt importeret vil være billigere end brændstofudgaven i DK! Så længe elbiler er fritaget for afgift...

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post58

Verdens største elbil Rally

DagbogPosted by Henrik Scheel 2013-06-03 12:57:57
59.866 km.

Bilen og jeg deltog i weekenden d. 1.-2. juni i verdens største elbil rally: 'Øresund Electric Car Rally', med 60 deltagende biler (nr 46): http://www.oecr.org/resultat-2013/. Resultat i konkurrencen: Nr. 48.

Min co-driver meldte afbud lørdag morgen ved 9-tiden hvor første bil skulle starte kl. 10:30, så jeg shanghajede en tilfældig interesseret der var ude at kigge på bilerne på Christansborg slotsplads (Mogens Wulff). Han overtalte sin hustru til at tage toget til Helsingør, og navigerede så på bedste vis for mig, på den skønne rute op igennem Nordsjælland til Helsingør, hvor vi undervejs skulle finde svarene på 6 kontrolspørgsmål. Hele lørdagen drejede sig om økonomikørsel, så det gjaldt om at køre så energiøkonomisk som muligt.

Efter lidt kaffe og kage med de andre deltagere sagde jeg farvel til Mogens, og tog færgen til Helsingborg for at køre til Stadstorget for præsentation og fremvisning af alle bilerne.

Ved 16-tiden flyttede vi bilerne til Hamntorget, hvor hver bil blev tilsluttet overvåget opladning med præcisionsmålere fra Siemens, så energikonkurrencen kunne afgøres så præcist som muligt. Da havde bilen kørt 85 km siden starten i København, på en dejlig varm dag hvor vinduerne ind imellem var rullet ned. Der var 7% rest-kapacitet på batteriet.

Ved aftenens middag og fest annoncerede jeg for de ca. 150 festdeltager at jeg ikke havde en co-driver til om søndagen, så de svenske deltagere og arrangører ringede rundt til venner og bekendte. Heldigvis var der en der meldte sig frivilligt, som oven i købet fik en sort-hvid kopi af kortene om aftenen. Efter festen tegnede jeg den bedste rute ind på kortene med en marker.

Søndag morgen ved bilen kunne jeg hilse på min ny co-driver Tove Elmèr, som på glimrende vis bevarede overblikket over road-book kortene, på turen fra Helsingborg til Landskrona først, derefter videre til Malmø. Dagens tur skulle køres med en fart på 40 km/t (strafpoint ved afvigelse), og der skulle findes kontrolbogstaver langs ruten.

I Citadellet i Landskrona var der nogle præcisionsøvelser der kunne give lidt ekstra point, og en bolle og lidt kage.

Jeg havde vist ikke valgt den helt rigtige rute, i hvert fald så vi slet ikke alle de kontrolbogstaver der skulle være på vejensmiley. Muligvis en fejldisposition at fastlægge ruten sent om natten efter en fest med vin og øl.

Vi for lidt vild ved en omkørsel, og kom noget sent til mål ved Turning Torso i Malmø, med kun 2 % rest-kapacitet på batteriet. Havde i alt kørt 88,8 km siden start, med varme på hele vejen, da det var en ret kølig og blæsende dag. Bilen blev sat til at lade med det samme.

God stemning og mange udstillere og tilskuere på pladsen indtil præmieoverrækkelsen ved 15:30 tiden, og så endelig noget at spise og drikke!

Med 60 km hjem over Øresundsbroen i modvind skulle min bil lades næsten til 100% for at kunne køre de 60 km hjem, så jeg hang lidt ud, og talte lidt med føreren af den danske Mercedes el-kassevogn der også trængte til noget mere strøm. Ved 18-tiden blev vi sendt hjemad, da 'ladeinfrastrukturen' skulle pakkes væk igen.

De 92% kapacitet regnede jeg for at være rigeligt til hjemturen, men jeg kunne kun holde 60 km/t ved 100 Ampere op ad Øresundsbroen, så jeg var nødt til at køre meget forsigtig hjem. Blev overhalet af folk med trailere på de flade stykker... Da jeg nåede hjem var rest-kapaciteten på 0%, efter ialt 66 km.

I alt (lør-søn) ca. 240 km tilbagelagt, og et kanon-arrangement. Jeg vil klart køre TSD-rally igen, det er spændende, svært og sjovt!

  • Comments(2)//elbil.spjeldager.dk/#post57

Søger co-driver d. 1.-2. juni

DagbogPosted by Henrik Scheel 2013-05-09 12:39:28
59.182 km

Bilen og jeg er tilmeldt OECR, Øresund Electric Car Rally, så nu mangler jeg en co-driver der vil køre med rundt om Øresund i den første weekend i Juni.

Det er jo ikke et rally som på TV, hvor det gælder om at køre hurtigst; her er målet at køre en forud planlagt rute mest energieffektivt om lørdagen (København-Helsingborg), og holde fastsat hastighed på hver delstrækning af en rute om søndagen (Helsingborg-Malmø).

Bilen kører ellers som før med den nye batteri-blok, rækkevidden er ikke nedsat. Robometerets pippen er til at leve med, det er en god påmindelse om ikke at presse batterierne for hårdt. Lyden kan slås fra; så kan man bare holde øje med spændingen på displayet :-)

Har forøvrigt set at Tesla slår på tromme for 'one pedal driving' i deres nye model S; Man behøver næsten ikke bruge bremsen når man kører, hastigheden styres normalt kun med speederen. Det er den måde min bil kører på hele tiden :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post56

Batteridefekt!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2013-02-13 21:01:17

57.866 km

Bilen pendlede dagligt til arbejde i Hillerød, 70 km om dagen. Kapacitetsmåleren nåede hver dag ned omkring 5-15% rest-kapacitet, selv i de kolde perioder med frost og sne. Det er skønt at kunne fjernstarte varmen med telefonen, så ruderne er tøet op når man kommer ud til bilen smiley

I slutningen af oktober begyndte bilen at virke endnu mere sløv end den normalt er, og laderen fortsatte ladningen længere tid end normalt om morgenen. Og d. 31/10 tændte ladelampen så kort efter jeg var begyndt på turen hjem fra arbejde, dvs. ved omkring 60 % restkapacitet! Bilen kørte derefter meget sløvt hjem, men nåede dog hele vejen hjem.

Øv øv øv - batterier er dyre og besværlige at udskifte, og det var ikke til at vide hvor mange der var defekte smiley. Vi har behov for to kørende biler, og da det ikke virkede som om der var en nem udvej til at få elbilen ud at køre igen, der er jo ingen værksteder der til en rimelig pris kan fejlsøge og reparere disse gamle PSA elbiler i Danmark. Så vi købte en fabriksny C1 benzinbil i stedet...

Elbilen fungerer sådan at ladelampen tænder når spændingen på hovedbatteriet er under en vis grænse, og derefter beskytter computeren batteriet ved at begrænse strømtrækket til motoren. Det sker normalt først når batteriet er ved at have afladet 70-110 Ah, men hvis der er en eller flere defekte celler der polvender i batteriet, så falder spændingen.

For at forberede salg af bilen; reparation af bilen; eller indkøb af erstatnings-NiCd batterier når vi alligevel skulle gennem Oslo under vinterferien, aftalte jeg med PC på elbilforum.no at jeg ville køre til hans værksted nær Tølløse for at tage batterikasserne ned og undersøge batterierne der.

Jeg ladede bilen, og gav mig afsted på den 40 km lange tur ad de små veje. Desværre tændte ladelampen ved 83 % så farten gik ned, og da jeg havde kørt 34 km lukkede computeren helt af for motoren. Så resten af turen foregik på et fejeblad smiley

Jeg havde på forhånd målt spændingen på hver af batterikasserne aftenen før, og målte dem igen nu: Den bageste batterikasse med 11 blokke (a 5 celler) viste ved begge målinger en signifikant lavere spænding pr. celle end de to andre batterikasser. Så da bilen var kommet på liften tog jeg 11er kassen ned, åbnede den, pillede alle kølevæskeslangerne af og målte hvert enkelt batteri igennem. De fleste lå omkring 6,5 Volt, men der var et batteri der var under 5 Volt. Jeg afmonterede det, og tog det op af kassen, og kunne se på den ene endegavl at batteriet øjensynligt havde været meget varmt: Der var kommet smeltet metal ud af siden! Om det er Cadmium eller Nikkel skal jeg ikke kunne sige, men den blok dur i hvert fald ikke mere!

PC var i mellemtiden kommet hjem fra arbejde, og viste mig hvor batteritesteren var.

De andre batterier i 11er-kassen testede ok. Vi tog sammen 6er kassen foran ned og åbnede den: Batterierne her testede også ok, så vi samlede og monterede den igen. De sidste 3 batterier kan testes oppefra, uden lift, og det var dem der havde den højeste gennemsnitlige celle-spænding, så dem sprang vi over i denne omgang.

PC fandt et godt batteri af den rette orientering frem, som han tidligere havde købt. Det var produceret i 2000 og var det tætteste han havde på mine der er produceret i 7. måned 1999. Batteriet tog godt imod ladning, så det blev sat til en lader i 5 timer, for at komme op i samme ladetilstand som min pakke. Og jeg blev så kørt til toget, så jeg kunne komme hjem og sove efter en lang dag.

Dagen efter tog jeg toget tilbage igen, monterede det ny batteri på plads i batterikassen, samlede og monterede kassen i bilen, fyldte kølervæske på, og fik så en tår hjemmebrygget øl og en hyggesnak med PC mens bilen fik en tur med hurtigladeren.

Batteriet holdt fint spændingen på hjemturen, så jeg tog motorvejen (dog ikke hurtigere end 70-80 km/t): Der var 40% kapacitet og ingen ladelampe da jeg nåede hjem, så operationen lykkedes, patienten er helbredt smiley

Nu skal jeg så have monteret det Robometer som jeg også købte af PC, så jeg kan få batteriadvarsler FØR bilen holder i vejkanten!

Det virkede som om gearkassen tabte lidt olie fra aftapningsproppen, så der skal skiftes tætningsringe og påfyldes olie, og så skal vandpumpen der tidligere har strejket udskiftes med en ny. Jeg fik et tip af PC om at købe pumpen hos en Webasto-mekaniker; Webasto-vandpumperne er børsteløse, produceret til brug i biler, og er lukket så den danske salt-tåge ikke tager livet af dem.

  • Comments(3)//elbil.spjeldager.dk/#post51

Fjernbetjent varme, mm

DagbogPosted by Henrik Scheel 2012-10-07 15:56:05
56.457 km.

Bilen har ladet og kørt fint, den bruges næsten hver dag for tiden. Minimum-distancen for min pendler-tur til arbejde og hjem ligger for tiden på 70 km, så jeg forventer at være nødt til at køre fossil-bil, når det bliver koldere, og batterikapaciteten ikke er til så lang rækkevidde. Der har været ca. 7-18 % tilbage på måleren efter 70 km ved 10 grader.

I dag kontrollerede jeg kul og kommutator, det ser fint ud, ingen brændte områder, og masser af kul tilbage.

For at opnå længst mulig rækkevidde satte jeg dæktrykket op til 3.0 bar igen (det var faldet til 2.6 bar på alle 4 hjul). Desuden motionerede jeg forbremserne og smurte bakkernes glide-flade med kobberfedt. Bremserne er meget udsat for snavs, og når bremsebakkerne "gror fast" har de tendens til at hænge ret meget. Det må jo koste noget energi, når bilen ikke kan trille.

Så ville jeg se om jeg kunne finde en måde at flytte Webastoens strømforsyning, så den kan startes af den GSM-modtager jeg har monteret tidligere. Jeg målte på den, og opdagede til min overraskelse at den har 12 Volt hele tiden. Jeg troede at grunden til at den ikke gik i gang var fordi den blev strømforsynet fra et tændingsstyret relæ, men det var altså ikke tilfældet. Så målte jeg på styre-ledningen, og der kommer fint spænding når jeg ringer til bilen. Så prøvede jeg at sætte stikkene i igen, og så gik webastoen i gang!

Jeg slukkede relæet, og ventede til den var stoppet, så prøvede jeg at ringe til bilen: Varmen tændte igen :-) Webastoen fik skiftet styrekortet tidligere på året, det kan være det er derfor det fungerer nu.

Super cool, nu kan jeg komme ud til en forvarmet bil hver morgen :-)

  • Comments(1)//elbil.spjeldager.dk/#post50

Ny rekord: 96,7 km!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2012-08-20 21:59:03

55.050 km.

Bilen har i dag kørt 96,7 km efter opladning i nat. Det er nok en kombination af varmen (dagtemperaturer op i nærheden af 30 grader), og så de små snoede veje vi har kørt ad i dag: Sengeløse - Stenløse - Taastrup - Stenløse. Der var så 11-12% tilbage på batteriet, og derefter trillede jeg rundt. Ladelampen tændte ved 94,4 km. Slut temperatur: 34 grader, 112 Volt.

For resten har bilen været på det lokale Peugeot-værksted og få skiftet en utæt gummi-manchet omkring det inderste knokkel-led på venstre drivaksel.

  • Comments(4)//elbil.spjeldager.dk/#post49

Kører fint - og varmer igen

DagbogPosted by Henrik Scheel 2012-04-19 14:11:42
53.142 km.

Bilen kører fint med den ombyttede motor, men motoren 'hyler' lidt mere end den oprindelige der havde skrå kul.

'hens' drejede kommutatoren af på ankeret fra den gamle motor i Oslo i februar, men havde ikke kunnet finde growleren, så han havde desværre ikke undersøgt om der er kortslutning i ankeret.

Webastoen opgav ævred, den gik ud med det samme, hver gang den blev forsøgt startet. Så den har været til en ekspert (Rødovre Automontering), og har fået skiftet controller-kort og brændkammer - det kostede næsten det samme som en splinterny, inkl. fjernbetjening og montering. Og jeg valgte endda selv at afmontere og gen-montere bilvarmeren, for at undgå at de brændte 12 Volt-laderen af, ved afmontering af 12 Volt batteriet uden først at afbryde for hovedbatteriet.

Den varmer fint nu, og fungerer forhåbentlig de næste 10 år.

Temperaturen er ved at være til sommerdæk, så jeg må snart beslutte om de gamle alu-fælge skal skrottes, og få bestilt nye dæk og evt. fælge.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post45

Endelig kører bilen igen!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-12-11 16:10:15

50.996 km, 11/12-2011. Påfyldt 8 liter benzin.

Efter mange timer på ryggen under bilen med slibepapir korn 220 og 600, afvaskning med vand, trykluftblæsning, og hjulrotation med håndkraft uden fremgang, lykkedes det endelig i dag at få speederen til at tage fat igen :-)

De seneste tiltag:

- En tandbørste med sulfo til at vaske skidtet mellem kommutator-lamellerne væk, efterfulgt af skylning med vand og trykluft tørring.

- Skift til de bløde kul vi kørte med indtil april: De så meget bedre ud i overfladen end de seneste.

Nu kører bilen, og det er godt, for den skal være synet inden i overmorgen!

Jeg både kører og lader forsigtigt, da batterierne har holdt pause i et halvt år, og kommutatoren og børsterne skal slides til før motoren kan tåle fuld effekt. Der er nogle skadede lameller, så motoren bør aldrig køres uden for det grønne felt mere, desværre.

Nu får vi se om de mange timer resulterer i en permanent forbedring af motoren, eller om den slipper speederen igen i løbet af nogle måneder.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post41

Motor og batterikasse monteret igen

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-12-11 16:00:08

50.976 km, 6/12-2011.

Da det virkede som om der var overgang i motoren i april/maj, besluttede jeg selv at tage motoren ud, skille den ad, måle den igennem (for at finde evt. overgang), vaske motoren indvendigt, skifte leje og simmerringe, og få kommutatoren drejet af i en drejebænk.

Kommutatoren fik jeg pudset af i en drejebænk, hos naboen til en ven. Jeg byggede selv en megger af en transformator, modstand og lysdiode, men fandt ingen tegn på overgang ved 240 Volt. Det virkede til gengæld som om lejet havde meget slør, og kommutatoren havde "slidspor" (som lastbilsporene på motorvejen), og de to ting i kombination må kunnne løfte det meste af kullets overflade fra kommutatoren. Det så også ud som om selve rotorjernene havde været i kontakt med statoren. Så jeg satser på at slibning af kommutatoren så slidsporene fjernes og skift af motorlejet løser problemerne.

Efter flere omganges sygdom var der pludselig kort tid til bilen måtte ud af garagen for at gøre plads til to paller træpiller d. 6/12. Så motoren blev "lynvasket", leje og simmerringe skiftet, motor og batteri genmonteret, og bilen skubbet ud af garagen, så træpillerne kunne komme ind (kullene var ikke monteret endnu).

De to paller træpiller kunne heldigvis stilles ud i hjørnerne i garagen, så bilen kunne skubbes ind igen, men den kunne ikke umiddelbart køre efter montering af kullene.

Fejl fra computeren: M3 (sporadisk motor temperaturføler kortslutning til plus) og Q0 (sporadisk isolationsfejl).

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post40

Bilen har stået stille i 3 måneder!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-08-03 14:14:52

Da jeg kiggede på motoren i starten af maj havde kommutatoren igen fået "brandskader" i 4 punkter med hver 2-3-4 lameller:-(

Så bilen har været "grounded" siden da, og jeg har til børnenes store utilfredshed cyklet til institutioner og arbejde. Det har taget lang tid at få ryddet så meget ud i garagen at bilen kan være der, holde ferie, og opbygge "gumption" nok til at gå i gang med projekt motor-renovation.

Nu er bilen klodset op, forreste batterikasse er taget ud, og motoren hænger kun fast i drivakslerne og afventer indkøb af et trykluftværktøj til at løsne nav-møtrikkerne.

Når motoren er ude skal den lukkes op, inspiceres og måles igennem.

Med hensyn til isoleringsfejlene, så har det nok ikke hjulpet at der er sprøjtet dinitrol på over det hele... så jeg må forsøge at rense alt hvad der er i kontakt med de elektriske komponenter med motorrens: Batterikabler, batterikasser, sikringer og shunts, elektronik-boksen og selvfølgelig motoren ude og inde. Og så måske give det en gang silicone forebyggende.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post39

Status

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-05-07 22:52:54

50.789 km.

Vi har nu haft bilen i et år, og i den anledning har jeg regnet på bilens økonomi.

På trods af de mange uforventede, store udgifter, ser det fornuftigt ud - under forudsætning af at det ikke fortsætter med mange flere af den slags "ekstraordinære" udgifter!

Hvis vi forudsætter at bilen skal køre 9 år endnu, og den koster 4000 kr at servicere om året, lander vi på en km-pris på 2,80 kr/km, hvis vi kører lige så langt hvert år, som vi har kørt i år (7000 km). Bilens restværdi efter 22 års kørsel regnes for 0 kr. Jeg mener at 4000 om året er højt sat for service-udgifter, men nu får vi se hvordan det går... det er jo en gammel bil.

Hvis vi kører mere i bilen bliver økonomien hurtigt bedre: Det er de årlige udgifter til forsikring, dinitrol-behandling og periodisk syn på i alt 4000 kr årligt, der tæller mindre pr km når vi kører længere.

Worst case scenario: Vi uskifter diverse dele for 36000 kr, men bilen kører kun 28.000 km mere i løbet af de næste fire år, og kører derefter ikke, og er intet værd: 5 kr/km. Og det håber jeg er ganske usandsynligt... :-)

Men jeg skal nok ikke begynde at regne timeløn for al den tid jeg har brugt på bilen med i økonomi-beregningen...

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post38

benzin igen igen

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-03-08 07:08:19

49.408 km. Så kom der 8 liter benzin på til Webastoen.

Her i temperaturer lige omkring frysepunktet kører bilen 50-60 km på en opladning. De 60 km er når man lader til 100%, og derefter straks kører langt. Kapaciteten 'fordamper' hurtigt, i de første 5-10-24 timer efter opladning.

Bilen er også sjovere at køre når batterierne er varme, og spændingen høj, efter opladning.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post31

Dæktryk

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-02-13 19:41:28

49.006 km. Jeg hævede i dag dæktrykket på vinterdækkene til 3.0 bar (43 Psi), for at bilen bedre kan rulle.

Jeg kørte en tur til København, for at kigge vinduer i Teslas showroom. Jeg ville først lade ved ladestanderne ved rådhuspladsen, mens jeg spiste en whopper. Ved ladestanderne stod en Tesla og dens ejer. Vi udveklsede ladetips og batteridetaljer (Teslaens batteri har 5 gange så stor kapacitet som min: 60 kWh). Han var imponereret over at jeg kan lade den op på 4-5 timer, hans tager 11-12 timer med 32 Ampere. Den kan også lades med 63 Ampere (3 faser)!

Han havde fået Teslaen for en uge siden, og sagde den var sjov at køre :-)

Og den ser godt ud!

Så jeg droppede Tesla-showroomet og trillede lidt misundelig hjem igen, efter at have spist whopperen.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post30

Benzinpåfyldning

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-02-10 22:05:58

ca. 48800 km: Så blev der påfyldt ca. 7 liter benzin igen.

Jeg har regnet lidt på "benzinøkonomien" for de 5 gange vi har fyldt benzin på:

Siden vi købte bilen 1. maj 2010 har vi kørt 132 km/liter benzin. Den tankfuld vi har kørt kortest "på" var 14 dage fra slutningen af november til d. 10. december - i den periode var det MEGET koldt, og bilen fik lov at afrime i omkring 20 minutter før vi kørte. På denne tankfuld kørte vi 44 km/liter!

Vi kan så trøste os med at vi ikke skal brænde lige så meget benzin af når det ikke er koldt - det gør alle fossil-bilerne hele året :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post29

Elbilen er som en kvinde

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-01-30 18:23:53

48.567 km. Det er gået op for mig at en gammel elbil er som en kvinde:

- Hvis man vil nogen steder med den, skal man mindst 4-5 timer i forvejen begynde at lade op til det.

- Når man starter, skal farten kun ganske langsomt op.

- Det tager sin tid før den når frem til målet.

- Når der skal anskaffes noget til den, er det kun det helt rigtige der kan bruges - og det er utroligt kostbart.

- På trods af alt besværet så elsker man den :-)

  • Comments(1)//elbil.spjeldager.dk/#post28

Bremserne er fixet og bilen rustbeskyttet

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-01-21 23:16:57

48.286 km. Det var ikke håndbremsekablet, det var belægningen der var faldet af en af bremsebakkerne. Værkstedet sagde at det sker bare en gang imellem. Og de er jo gamle, bremserne bliver stort set ikke brugt, det er også derfor skiverne foran bliver så rustne.

Peugeot havde skaffet de særlige electric klodser til forbremserne og det særlige electric håndbremsekabel hjem fra Frankrig, så de fik lov til at skifte det hele, incl. de de rustne skiver foran. Bakkerne er også specielle for electric-modellen, men heldigvis kendte Peugeot-værkstedet til et firma i Glostrup der kunne lime ny belægning på de gamle bremsebakker. Mekanikerne tog sig vist også en lille prøvetur, det er nok første gang de har fået sådan en "ellert" ind på værkstedet :-) De vaskede og ladede den også, så det er jo fint nok.

Bremserne blev fikset onsdag, og benzintanken fik påfyldt 7,5 liter, lampen lyste igen.

Torsdag-fredag har den så fået en dobbelt Dinitrol-behandling i Roskilde, så den kan holde til det danske klima.

Så nu kan bilen forhåbentlig køre problemløst et stykke tid :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post27

Knækket håndbremsekabel

DagbogPosted by Henrik Scheel 2011-01-16 18:53:39

48.213 km: Der er vist altid et eller andet galt med en ti år gammel bil: Håndbremsekablet er knækket. Der er en skræmmende bankelyd fra højre baghjul, når bremsen trykkes ned med 60-70 km i timen, og bremsepedalen "slår igen" i samme takt.

Håndbremsekablet er specielt for electric-modellen af Peugeot 106, så det er selvfølgelig ikke på lager i nærheden. Så nu holder bilen stille igen, indtil et nyt kabel ankommer hos Peugeot i Taastrup.

Jeg er ved at vænne mig så meget til fodturene med mine døtre til skole og børnehave, og cykelturen til arbejde på min nye cykel, at jeg er begyndt at nyde turene.

Efterskrift: Håndbremsekablet var fint - problemet var at bremsebelægningen var faldet af en af bremsebakkerne i højre baghjul.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post26

DCDC'en er skiftet

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-12-18 16:03:22

47965 km: Bilen kan køre igen, 12 Volt laderen (DCDC'en) i Sagem-boksen er skiftet. Jeg klagede min nød på http://elbilforum.no/forum/index.php?topic=3173.0, og fik kort efter hjælp med at finde en reperatør. Så jeg sendte min DCDC afsted med posten, og modtog en "bytter" retur. Dyrt men effektivt. Det norske elbilforum og elbilwiki er utroligt værdifuldt, der er en utrolig mængde af information, samt en masse folk med stor viden om bilerne.

Hvis jeg havde haft tid havde jeg muligvis forsøgt at reparere den selv, men jeg syntes den så noget medtaget ud, med printbaner der var brændt væk, og flere transistorer der var gået. Vi kan ikke rigtig undvære bilen, så den skulle bare være køreklar hurtigst muligt med det vintervejr vi har, og det er den så blevet nu :-)

Samtidig skiftede jeg det 47 Ah 12 Volt batteri der sad i til dette 54 Ah: http://www.scanbrit.dk/varekatalog_vis.asp?id=670. Forhåbentlig kan det bedre tage de store "strømstød" der kommer her om vinteren (når lys, el-bagrude, Webasto-varmer, blæser, vacuum-pumpe og startrelæ allle trækker på en gang).

Jeg overvejer at montere en 7 ampere CTEK lader permanent i bilen, så 12 Volt batteriet altid bliver holdt i god form, også når DCDC'en er inaktiv. Og måske noget styring til webastoen, der forsinker opstart i 30-60 sekunder. Det skulle så mindske sandsynligheden for at webastoen bruger opvarmningsstrøm samtidig med at lygterne bliver tændt, og tændingsrelæet trækkes.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post25

12 Volt laderen brændt af!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-12-12 22:20:32

47950 km: Så brændte 12 Volt laderen af! Jeg skulle hjem i frostvejr, havde blæseren på trin 3, tænding på og lyset tændt, og vacuum-pumpen kørte. Da jeg tændte for el-bagruden klikkede tændingsrelæet fra. Jeg ved ikke om det var der laderen brændte af, jeg havde ikke bemærket batterilampen før.

Spændingen på batteriet var 12,1 Volt, så det var i hvert fald ikke på toppen. Normalt når der er forbrug på 12 volt batteriet, viser relight'en et forbrug på 2,5 eller 5 eller 7,5 ampere. Men den viste 0. Så 12-volt laderen trækker ikke strøm, og lader ikke batteriet. Fejlkoder: N2 (Funktion antriebsstrohm zerhacker) og Q0 (Isolation).

Jeg var 15 km hjemmefra, så jeg lånte en lader, og ladede 12-volt batteriet et par timer (ca. 2-3 ampere). Så kørte jeg hjemad med lys i batterilampen, og gav gas med econometeret lidt mere op i det gule og røde end jeg plejer, for at nå hjem inden 12 volt batteriet løb tør. Da jeg blinkede af ved lyskrydset efter motorvejen, slog tændingen fra. Jeg slukkede helt et par sekunder, og den kunne så klikke på igen, og jeg kørte videre. Næste stop var 200 meter hjemmefra. Jeg hoppede ud og skubbede, og fik hjælp af en forbipasserende til en lav bakketop på vejen. Jeg nåede så til 80 meter hjemmefra, og herfra kunne jeg ikke længere skubbe den selv, da vores vej ikke er blevet ryddet denne vinter, så den var meget glat af is. Jeg tænde havariblinket, og gik hjem og fik min hustru til at komme og skubbe med det sidste stykke til min egen indkørsel!

Nu lader den så med min lille mc-lader (0,8 ampere).

Planen er nu:

1: Bestille et nyt 12 Volt batteri i den rette størelse.

2: Købe en switch-mode lader uden trafo - den burde kunne kobles direkte til traktionsbatteriet, og lade 12 Volt batteriet :-)

3: Finde ud af hvor jeg kan få repareret elektronikboksen, eller forsøge at gøre det selv.

Men allerførst må jeg vist lige gøre noget ved min cykel så jeg kan komme på arbejde i morgen :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post24

Benzinpåfyldning igen igen

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-12-10 11:59:30

47790 km: Så skulle der benzin på igen, 6,5 liter denne gang. Så i denne vinterkulde med sne osv. er vi nede på at køre 44 km pr. liter benzin (+ 250 Wh el)! Godt det ikke er så koldt hele året. Jeg må se at få isoleret varmetanken og slangerne snarest!

Jeg har bestilt en SMS-fjernstyring til at styre benzinvarmer og kabineblæser. Når den er monteret bruger vi sikkert endnu mere benzin: Så er det bare at trykke på en knap på mobilen for at tænde benzinfyret :-)

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post23

Skadet!

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-06-08 22:40:50

Søndag d. 23/5 var der familietræf på frilandsmuseet i Brede. På P-pladsen blev førersiden af bilen grundigt skrabet, og døren fik en bule. Heldigvis var min forsikring trådt i kraft d. 21/5, så det koster "kun" selvrisikoen på 2500 kr (den der påkørte bilen efterlod nemlig ikke en seddel så regningen kunne sendes til hans forsikringsselskab).

Bilen kom på værksted i en uge, og er nu så god som før.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post9

Indkøb og lokaltransport

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-05-02 23:11:18
2. maj: I dag blev den brugt til indkøb, og til transport til børnefødselsdag. Ca. 80 % tilbage.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post2

Søgning efter elbil - 2

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-05-02 23:09:17

Ved en "rutinesøgning" efter elbil i den blå avis var der pludselig bid: En hvid Peugeot 106 Electrique fra 2000 stod til salg for 70.000 kr. Jeg aftalte med sælger at komme ned og kigge på den nær Nakskov på Lolland, og tog hele familien med. Her var der øjensynligt ingen grund til at være nervøs for sælger, vi kom til hans hjem, og mødte det meste af familien. Og fik masser af gode råd om kørsel, vedligeholdelse osv. Da vi spurgte om prisen lå fast sagde sælger at han i hvert fald ikke gik under 60.000 kr. Eneste problem var at højre dørs hængsel var knækket i pladen (det er svejst på), så døren hang. Heldigvis kunne sælger i huj og hast ringe til værkstedet på en lørdag i Bededagsferien, og få det lavet med det samme! Vi blev enige om en pris, og kørte hjemad. Familien tog på Døllefjelde marked, nu vi var på de kanter, og jeg trillede hjemad.

Jeg havde forberedt mig hjemmefra, og skrevet diverse sider ud fra ladestik.dk. Den første jeg ringede til kunne godt rulle en 16-amperes ledning ud til mig, jeg skulle bare komme. Så jeg trillede til den gamle storstrømsbro, og fandt adressen. 84 km, og 10% tilbage. Det viste sig at være en ellert- (og alt andet el) entusiast, der gik og rodede med elektrificering af diverse ting: Kompostkværn, havefræser, og hjælpemotor til sejlbåde. Sågar en turistrundfartsbåd i Københavns havn! Hans ellert kunne køre 90 km/t!! Han kunne også lige skrue en CEE adapter sammen til mig, og lade mig få et hun-CEE stik med, så jeg kan få lavet det "rigtigt" (det er ikke helt godt at sende 13-14 ampere igennem et almindeligt rundt stik med jord). De fem timer gik hurtigt, lidt snak, lidt arbejde (jeg havde laptoppen med), og en lille tur til Gåbense havn (på gåben selvfølgelig :-)

Så ved 21:30-tiden rullede jeg mine ledninger sammen, og trillede afsted hjemad. For at komme helt hjem var jeg klar over at jeg måtte køre meget økonomisk (dvs. langsomt, og kun i det grønne felt på eco-meteret), så jeg tog landevejen. Heldigvis var der næsten ingen trafik, så det var kun få andre biler der blev generet af min 60 km/t fremfærd, og endnu langsommere op ad bakkerne. Det passede lige: Da jeg var ca. 2,5 km hjemmefra var der 5 % tilbage, så jeg prøvede lige om den stadig kunne accellerere - det kunne den, men ladelampen tændte øjeblikkeligt. Da jeg stillede bilen i indkørslen viste den 1-2 % tilbage. Så den blev sat til opladning igen.

  • Comments(0)//elbil.spjeldager.dk/#post1

Søgning efter elbil

DagbogPosted by Henrik Scheel 2010-05-02 22:50:57

I første omgang var der ikke rigtig nogen elbiler der matchede vores behov, til salg i Danmark. Vi skal kunne køre hele familien i bilen. Kun lokalt, rækkevidden behøver ikke være længere end til tur-retur job, hente og aflevere børn, og handle. Det bliver max. til 50 km på en dag.

Den første jeg fik kig på var til salg på Ebay. Den stod i Köln. Jeg installerede bid-o-matic, besluttede mig for min max pris, og satte den til. Jeg vandt auktionen! Mit første bud på Ebay, og så er det en bil til 8500 Euro! Det var med nerverne uden på tøjet at jeg tog til Tyskland, man hører jo så meget... Så kontanterne blev deponeret i en bagageboks, og jeg blev samlet op af sælger på stationen, og kørt ud til bilen. Bilen så fin ud - men den var på franske plader. Det viste sig at den var afmeldt i Frankrig og ikke registreret i Tyskland! Hmmm, så var prøveturen da vist ikke helt lovlig! Sælgeren virkede ikke så tillidsvækkende, og jeg syntes også at det var underligt at bilen stod ved fortovskanten et sted hvor sælger ikke selv boede. Jeg spurgte om jeg måtte låne et toilet, og han foreslog en tankstation. Hmmm. Jeg aftalte med sælger at vi sammen ville få TÜV synet bilen næste dag. Næste morgen tidlig troppede jeg så op og ringede på på den adresse sælger var registret med i Ebay. Ingen reaktion. Jeg ringede op på mobilen og spurgte sælger om han var hjemme, og han sagde ja. Jeg bad ham komme ud, så jeg kunne give ham kontanter så han kunne TÜV syne bilen. Han nægtede. Jeg droppede det hele og rejste hjem igen. Ingen elbil denne gang.

Det kan være der ikke var nogen problemer i det, men jeg turde ikke handle med en person der ikke var til at "få hold på".

  • Comments(1)//elbil.spjeldager.dk/#post0